Konfirmation’13

Jesus sagde: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne?

Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke.

Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem.  Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende?

I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette.

Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.

Kære Konfirmander, kære konfirmandforældre, bedsteforældre, søskende, onkler og tanter, kort sagt, Kære menighed.

Så er vi her, endelig i kirken til konfirmationen, den store dag er begyndt. Nedtællingsapp’en på telefonen fortæller at der er 0 flere dage tilbage til den store dag, hjemme venter det hele klar til fest og glæde…forhåbentlig J og ellers, hvis der skulle mangle noget, ja så er det bare ærgerligt, for nu er det nu…!

Frem mod denne dag har der været mange forberedelser. Både hjemme hos alle jer konfirmander selvfølgelig og hos jeres gæster, som har skullet tænke i fint tøj og taler og sange og åh ja…gaver!

Men også vores forberedelser, den tid hvor I har gået til præst hos mig. Jeg har været rigtig glad for at være sammen med jer, selvom I larmer meget og kan være umådelig irriterende og drillesyge, så er I mest af alt imponerende kloge, sjove og rigtig rare!

Og så er I, synes jeg, på godt og ondt, meget optagede af hinanden. I er hele tiden i gang med at kramme på hinanden, skubbe til hinanden, slås med hinanden, studere hinanden, ae hinandens hår, irritere hinanden, snakke med hinanden osv osv osv.

Måske hører det jeres alder til, det med at være optaget af de andre og hele tiden sammenligne sig og måske sommetider også bekymre sig. Er jeg en de kan li’, er jeg god nok, er jeg populær, er jeg lækker?

Måske vokser man fra at være så fokuseret på de andre og i tvivl om sig selv, efterhånden som man bliver ældre, eller måske er vi voksne bare bedre til at lade som om vi ikke holder øje med hinanden hele tiden?

Uanset hvad så var det, det ved jer, som fik mig til at læse for jer, og os alle, om markens liljer og himlens fugle, som Jesus fortalte om. Om hvordan de ikke bekymrer sig men bare er. Om hvordan fuglene ikke arbejder, men Gud giver dem føden og om hvordan liljen hverken spinder eller syr og heller ikke har travlt med at shoppe i HogM eller på nettet og alligevel er den smukkere end Kong Salomon i al sin pragt.

Den danske teolog, forfatter og filosof Søren Kierkegaard, som jeg har fortalt jer lidt om i konfirmandtiden, har en masse tanker om dette her som det er godt at få med sig i sit liv. Jeg har sat et par tegninger af ham på forsiden af jeres salmeark, sammen med et billede af en lilje og en fugl.

Søndag den 5. maj er det 200 året for hans fødselsdag og derfor fejrer man også SK-år i år over hele landet med masser af arrangementer. Han fortæller et sted sådan her:

”Der var engang en lilje, den stod på et afsides sted ved et lille rindende vand, og var godt kendt af nogle nælder samt et par andre småblomster. Liljen var ganske som den er beskrevet i evangeliet dejligere påklædt en Kong Salomo i al sin pragt og derudover sorgløs og glad.

 Men da traf det, at der en dag kom en lille fugl og besøgte liljen.

Den lille fugl var en slem fugl. I stedet for at sætte sig i liljens sted og glæde sig ved liljens dejlighed og uskyldige lyksalighed, så fortalte den om løst og fast, sandt og usandt. Om hvorledes der på andre steder og i store mængder var ganske anderledes pragtfulde liljer. Og den endte hver gang sin fortælling med at fortælle liljen, at den i sammenligning med sådan herlighed så ud som absolut ingenting.

Nu blev liljen bekymret.

Jo mere den hørte på fuglen, jo mere bekymret blev den.

 Den sov ikke mere roligt om natten og vågnede ikke mere glad om morgenen.

Den følte sig fængslet og bundet, og den fandt pludselig sit liv så kedsommeligt og trist. Og den tænkte ved sig selv: ”Det kan måske være behageligt nok engang imellem at være på et afsides sted, men sådan hele livet igennem at være uden selskab eller i selskab med brændenælder, det er ikke til at holde ud.”

”Og så se så ringe ud, som jeg gør” sagde liljen ”at være så ubetydelig, som den lille fugl siger, jeg er… Åh, hvorfor er jeg dog ikke blevet til på et andet sted, under andre vilkår, åh hvorfor er jeg ikke blevet til en Kejserkrone?” For den lille fugl havde fortalt den, at Kejserkronen blandt alle liljer var anset for den skønneste.

Til sidst tænkte liljen: ”Mit ønske er at blive den mest pragtfulde lilje, der findes.”

Liljen og fuglen aftalte derfor, at der skulle ske en forandring, der kunne gøre en ende på liljens bekymring. Næste morgen kom den lille fugl og huggede med sit næb jorden væk omkring liljens rod, så den kunne blive fri. Så tog fuglen liljen under sin vinge og fløj af sted. Aftalen var nemlig, at fuglen skulle flyve liljen derhen, hvor de pragtfulde liljer blomstrede.

Men ak, undervejs visnede liljen, og - slutter Kierkegaard sin fortælling - havde den bekymrede lilje nøjes med at være lilje, da var den ikke blevet bekymret, og så var den blevet stående, hvor den stod – hvor den stod i al sin dejlighed, hvorom evangeliet siger, at end ikke Kong Salomo i al sin herlighed var klædt som den.

Denne lille historie handler jo ikke om en fugl og en lilje, men om mennesker. Om hvordan vi kan være slemme til at nedgøre hinanden og os selv, til at sammenligne os med de andre og tro at det er sandt, det som det ser ud til på overfladen, at de andre nok er meget smukkere, klogere og dygtigere end os.  Eller slemme til at få andre til at tage sig ringe ud, tale grimt om dem, for at gøre os selv mere interessante på den måde.

Kierkegaard vil gøre os opmærksomme på hvad der sker når vi hele tiden sammenligner os med hinanden eller som vi gør det meget i vores tid med fjerne drømme, topmodeller, Bill Gates’er og Lionel Messi’er, så bliver vi mindre og ringere end vi egentlig er.

Så bliver den fine skønhed der er vores, for ethvert menneske har sin skønhed, til ingenting og visner, og den gode klogskab vi ejer, for ethvert menneske har sin klogskab, bliver gjort forkert og dum, og det gode hjerte vi har, for dem vi er i blandt, for alle har vi gode hjerter, det bliver gjort hårdt og koldt. Vi visner når vi vil være noget andet end vi er.

Et andet sted, i alt det han nåede at skrive i sit korte liv, han blev kun nogle og fyrre år, samler Kierkegaard dette her i en sætning. Den lyder sådan her:

Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv - og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det

Og det lyder jo så vældig enkelt. Bare vær dig selv. Det er der sikkert masser af mennesker som siger til jer. Det er sådan noget vi går og siger til hinanden og os selv hele tiden. Netop fordi det er så svært!

Men hverken Søren Kierkegaard eller jeg ville sige til jer, ”bare vær jer selv” uden at have en slags ”forud-sætning” at sætte det ind efter. Den sætning der kommer før ”Bare vær dig selv” er, ”Du er elsket som den du er”.

Det er det dåben handler om. Uanset om man er døbt som baby eller som ung eller voksen, så er dåben en handling som skal gøre tydelig, sætte som tegn foran et menneskes liv at Gud elsker sine børn, sit menneske som det er. Og at Han vil at vi, fordi vi er elskede som dem vi er også skal finde modet til at være os selv.

Dåben er det sted, den begivenhed i et menneskes liv hvor Gud siger til os ”Jeg er med dig alle dage indtil verdens ende” og konfirmationen er så den begivenhed hvor Gud gentager sit løfte for alle jer, der nu er på vej til at blive voksne og til for alvor at skulle finde ud af, hvem I virkelig er og kan blive.

Så kunne jeg pege på noget i dag, som essensen af hvad der er konfirmationens største gave, nemlig den fra Gud, så er det så vidt jeg kan se dette: Det kan godt være du ikke er ”god nok” i dine egne øjne, eller din families øjne, eller i dine venners øjne og måske er det sandt at du ikke er det perfekte menneske hele vejen rundt OG Gud elsker dig som den du er. Så vær dig selv, som den du er. Overtag dig selv. Bliv dig.

Bliv dig, i lyset af Guds kærlighed!

_____________________________________________________________

Jeg har det allerbedst når jeg er sammen med min familie, når vi er på ferie, eller bare sidder hjemme i stuen alle sammen. Så føler jeg mig tryg.

Eller hvis jeg er sammen med mine venner, som holder af mig og accepterer mig, uanset om jeg er sur eller glad!

Jeg har det allerbedst når jeg ikke skal lave noget og selv må bestemme. Når jeg bare slapper af!

Når jeg spiller håndbold er jeg gladest, for så er jeg i gang med noget jeg elsker, jeg bliver helt smadret, men jeg føler mig fri.

Jeg har det allerbedst når :

Alle har det godt

Der ikke er nogen der er syge

Når jeg leger med min hund ude i haven

Jeg har det allerværst når jeg føler mig utryg
Når jeg skal prøve noget jeg aldrig har gjort før.
Når jeg skændes med min far, så har jeg det værst

Eller hvis folk er sure og der er en dårlig stemning omkring mig.
Jeg har det allerværst når jeg får skæld ud, er uvenner med nogen eller mine veninder ikke vil være sammen med mig.

Sommetider tænker jeg på at dem jeg holder af en dag ikke vil være blandt de levende mere.

Jeg har det allerværst når nogen jeg kender bliver meget syge, hvis nogen jeg holder af lider, så bliver jeg også ked af det.

Jeg har det allerværst når jeg står ved min fars grav

Jeg har det allerværst når jeg skal noget jeg ikke vil, rydde op feks.
Når jeg ikke må spille FIFA.

Mig……? …Jeg har det aldrig allerværst!

Jeg er sommetider bange for at nogen jeg kender bliver meget syge. Eller at jeg skal miste de mennesker jeg holder allermest af .

Nogen gang er jeg bange når jeg skal sove for om der er en edderkop på mit værelse. Eller et spøgelse.

Jeg kan godt være bange for at sige sandheden.
Det kan være svært for mig at sige min mening. Hvad nu hvis folk bliver sure?

Det kan gøre mig bange hvis jeg skal springe ud i noget jeg ikke kender til. Eller tanken om at vi skulle tabe i fodbold.

Jeg er allermest bange for døden!

Jeg er sommetider bange for at blive til grin.

Jeg kan godt blive bange for at være helt alene i verden og at ingen kan li’ mig

Jeg tør godt sige fra hvis der er noget jeg ikke vil. Også overfor mine venner!

Jeg tør godt være mig selv, hjælpe andre og prøve noget nyt.

Jeg tør godt hoppe fra 5 meter vippen, ligge ved siden af to store slanger, tage chancer og dræbe en edderkop.

Jeg tør dø, flytte væk fra alting og sige andre imod når de er på vippen til at gøre noget dumt!

Jeg ville ønske jeg turde prøve de vilde rutschebaner og sige min ærlige mening mere end jeg gør nu.

Jeg tør godt stå ved det jeg laver, mine interesser og mit tøj, selvom nogen synes det er grimt

Jeg tør godt leve livet farlig!