Gennem det sidste år har præster og frivillige fra menigheden samt konfirmander/minikonfirmander arbejdet med gudstjenestefornyelse. Om søndagen har man mødtes før gudstjenesten for at forberede kirkekaffe og øve salmerne med organist og kirkesanger, gøre klar til børnekirken og lægge oblater frem.
Den frivillige, der skulle læse dagens tekster, kunne øve sig. De unge har gjort salmebøger klar, hængt salmenumre op, sat alterlys i stager mm
Gudstjenestefornyelsen er ophørt sammen med, at Kirsten Sønderby har fået nyt embede.
Menighedsrådet er meget interesseret i at høre, hvordan man, som almindelig kirkegænger, har oplevet gudstjenestefornyelsen.
Nedenstående er nogle spørgsmål, som man meget gerne må give os en tilbagemelding på. I denne forbindelse er der ingen meninger, der er rigtige eller forkerte, for vi oplever jo tingene forskelligt.
Ville du gerne have været gudstjenestefornyelsen foruden - altså, at alt var som i ”gamle dage”?
Har du som alm. kirkegænger følt dig inviteret til at være frivillig? Ville du gerne have haft en mere personlig opfordring?
At øve sig på salmerne fra kl. 10 før gudstjenesten, havde du lyst til at deltage? Ville du gerne have været spurgt om at deltage?
Synes du, at de frivillige har været dygtige nok til at læse teksterne?
Ville du bedre have kunnet forstå dagens tekst, hvis det var præsten, der læste teksten?
Har du fået mere / mindre ud af gudstjenesterne end tidligere?
Har du haft mere / mindre lyst til at komme til gudstjenesterne med gudstjenestefornyelsen?
Har det været rart, at børnene kunne være i våbenhuset og have en god stund der, eller var det mere forstyrrende, at de skulle ud og ind og måske kunne høres på trods af at døren var lukket? At børnene kom ind med dåbsvandet, har det været OK?
Føltes det i orden, at det var frivillige, der uddelte nadverbrødet?
Kirkekaffe, har det haft værdi for dig, at du kunne få en lille snak over en kop kaffe efter gudstjenesten eller har du ikke lyst til dette fællesskab?
Synes du, at det blev en lukket kreds, der arbejdede med gudstjenestefornyelsen?
Har noget været særlig godt/dårligt, så lad os endelig høre det. Har du andre ting, du synes, menighedsrådet kunne have glæde af at vide?
Vi modtager dine svar i kirkernes postkasser, ved gudstjenesterne eller på nedenstående email-adresse.
På menighedsrådets vegne
Marianne Schmidt
Mail: kcms46@gmail.com