Nye ansigter, ny præst i Bryndum og Vester Nebel sogn.

I skrivende stund er alting nyt og spændende, og vi, min familie og jeg, glæder os til at komme til Bryndum og Vester Nebel.

Jeg ser frem til at møde alt det nye, men i samme åndedrag vil jeg med Dan Turèlls sige: Jeg holder af hverdagen. For det er i hverdagen, i det daglige liv med hinanden, at et hvert forhold må stå sin prøve.

Alligevel er det en god begyndelse at få sat ansigt på den nye præst, hvem det nu er man skal mødes med på skolen, i idrætsforeningen, børnehaven, på plejehjemmet, i Kvickly og i kirken.

Først og fremmest er jeg ikke så ny endda, jeg har i 6 år været præst i Hostrup og Højst i Sønderjylland.

Min familie består af min mand Niels og vores børn Johannes, Elise og Astrid. Dertil hører også en hund og en hest, som følger med familien til Bryndum og Vester Nebel.

Vi holder meget af musik, både indenfor og udenfor kirken. Min mand er musikker, så derfor fylder det ret meget i vores liv. Det er en vigtig kilde til inspiration og glæde. Jeg elsker alt fra orgel musik til Nephew, så det spænder vidt.

Vi holder også meget af naturoplevelser og ude liv og mange prædikener bliver til på en ridetur, det er min måde at få ny energi fyldt på i fritiden. Min mand er underviser på Orkesterefterskolen i Holstebro og spiller trompet.  

Jeg er vokset op ved Limfjorden på en gård uden for Skive, og jeg har læst teologi i Århus, kun afbrudt af et par år i Atlanta, Georgia i USA.

Kirkeliv har fulgt mig hele vejen både til hverdag og fest, og Grundtvigs ord om at kirken den er et gammelt hus bygget af levende stene, er nøgleordet i mit syn på at være præst. Kirken er ikke præsten, men bygger på os alle sammen, der hvor vi er sammen om at fejre gudstjeneste.

Jeg vil som præst gerne bidrage til fællesskabet, og være med når der brug for det.

Hele familien ser frem til at flytte til Bryndum og til at møde jer alle i Bryndum og Vester Nebel sogne.

Mange glædelige hilsner

Katrine Tilma 

­­­­­­­­­­­­­­­______________________________________________________________________

Katrine Tilma flytter ind i præsteboligen i Bryndum den 1. april og indsættes som sognepræst palmesøndag den 13. april.

Hun indsættes i Vester Nebel Kirke ved gudstjenesten klokken 09.00 og i Bryndum Kirke klokken 11.00.

Efter gudstjenesterne er menighedsrådet vært ved et glas hvidvin og kransekage, så menigheden har mulighed for at byde Katrine og familie velkommen.

Øvrige nyheder

Foreningens navn er V.Nebel Sogns Pensionist- og Efterlønsforening. Foreningen har hjemsted i Esbjerg Kommune.
Foreningens formål er at samle pensionister og efterlønsmodtagere om aktiviteter af oplysende, kulturel og social art.  Som medlemmer kan optages alle der er på efterløn eller modtager stats- eller socialpension, samt ægtefæller/samlevere.
Kontakt til foreningens webmaster
Kontakt til foreningens formand