Menighedsrådsformand for Bryndum og V. Nebel sogne Marianne Schmidt bød velkommen og gav ordet til sognepræst Kirsten Sønderby, som på sin side lod Jakob Knudsens smukke salme få de første ord ”Se nu stiger solen af havets skød”
Hun indledte derefter sin del af temaaftenen med at sige: ”Når nogen er død er hele verden forandret for det menneskes kære. Midt i sorgen over at have mistet ligger der en vigtig opgave foran disse kære. Nemlig dette, at arrangere afskeden med den afdøde. At holde begravelse er som jeg ser det, ”den sidste kærlighedsgerning”
Herefter fortalte sognepræsten om sine opgaver i forbindelse med begravelser og bisættelse.
Begravelsessamtalens vigtighed kom tydeligt til orde. Om den sagde Kirsten Sønderby bla:
”Jeg foreslår altid at mødes med de efterladte til en snak om forløbet. Vi kan mødes i afdødes hjem, hos mig eller et andet sted ligesom det passer bedst. Ved denne begravelsessamtale skal der snakkes om mange ting. Som præst snakker man med mange mennesker både i sorg og glæde, så præster har stor erfaring i at lytte sig ind på hvor de efterladte er i deres oplevelse af det som er sket. Måske er de helt i chok, eller måske er de rolige og afklarede. Samtalen kan vare længe, flere timer sommetider, eller være kortere måske kun en lille time, alt efter hvad der er behov for. Jeg har altid sat god tid af til denne samtale. Jeg spørger altid hvem der skal deltage i samtalen og ofte foreslår jeg at så mange som muligt, der har lyst til det deltager. F.eks. børnebørn, søskende eller en særligt god ven af afdøde.
Samtalen handler om mange ting, først og fremmest om hvad der sket. Jeg tror nemlig at det er vigtigt for os når vi er i sorg at få fortalt historien om tabet til nogen der lytter og spørger ind, så man kan få ny sammenhæng i den livsfortælling som nu er gået i stykker.
Så beder jeg altid de pårørende fortælle om den døde. Om hans eller hendes liv, om vedkommendes væsen og om forholdende i familien. Hvad holdt hun af, hvad var han god til? Jeg vil rigtig gerne se billeder af afdøde, det kommer der tit nogle fine fortællinger ud af.
Når jeg bagefter skriver talen så er mit fokus altid at det skal være en prædiken, altså handle om det håb vi har i troen på Jesus som Guds søn, men også at den skal være personlig, altså sige noget om det menneske liv der nu er slut. Så de pårørende må synes at det handler om det menneske og den afsked de er samlede om. jeg har nogle gange oplevet at familien ikke ønskede en personlig tale, men blot en kort prædiken, det er klart at jeg også respekterer sådan et ønske.
Ved samtalen er der selvfølgelig også nogle praktiske ting vi skal have aftalt, hvem bærer kisten og hvornår, skal der være sammenkomst bagefter og hvem inviterer til det. Og så skal man i fællesskab have valgt salmerne til dagen”
Kirsten Sønderby opfordrede desuden til at man som det første man kan gøre når nogen er død, ringer til præsten. Det er nemlig præsten i ethvert sogn som er såkaldt begravelsesmyndighed. Det vil faktisk sige at papirarbejdet angående alle døde i et sogn skal foretages af præst eller kirkekontor.
Teoretisk set kan man ordne hele begravelsen selv sammen med præst og kirkegård. Man kan udfylde alle papirer sammen, købe en kiste hos en bedemand i nærheden, eller bygge den selv, selv lægge den døde i kisten, vælge et gravsted sammen med graveren, arrangere udsyngning sammen med præsten og familien, køre kisten i en lukket trailer, sætte den i kirkens kapel indtil begravelsen, og selv planlægge detaljerne ved højtideligheden.
De fleste vælger dog at hente hjælp til noget af det praktiske hos en bedemand.
Efter præstens indledning i kirken hvor man også sang endnu et par salmer som kan bruges ved begravelser, fortsatte aftenen i Forsamlingshuset.
Her fik de fremmødte lov til, over en kop kaffe, at møde bedemændene Henry Puggaard og Hans Peter Nielsen fra bedemandsfirmaet ”Puggaard Begravelse” og graverne ved de to kirker; Kristian Dam, Tina Gammelgaard og Frederik Rahbek.
Bedemændene fortalte om deres opgave som hjælpere og vejledere for de pårørende i forhold til at planlægge og få den afsked som passer til netop pågældende familie. Henry Puggaard beskrev omhyggeligt hvordan hele familien kan inddrages i den opgave som det er at gøre den døde i stand og lægge i kiste. Om hvor vigtigt det kan være at børnene inddrages og hvordan børn helt naturligt tager del og stiller de gode og forløsende spørgsmål.
Hans Peter Nielsen fortalte om det gode ved at fastholde de gamle traditioner omkring en afsked, b.la. om udsyngning som en gammel, vigtig tradition og om at gøre sig umage med alt hvad man gør i en afsked. Hvordan det kan føles lægende for sorgen at man giver sig tid og ”går den lange vej”
Nu var det blevet tid til at gravernes del af opgaven blev præsenteret og der opfordredes meget til at pårørende hurtigt tog kontakt til graverne så de kunne rådgive så godt som muligt omkring valg af gravsted og straks få den personlige kontakt til de pårørende.
Graver Tina Gammelgaard havde forberedt og gennemgik en prisoversigt omkring de mulige begravelsestyper på kirkegårdene.
Herefter var der tid til spørgsmål. Mange spørgsmål blev stillet og fik svar. Et af de vigtigt spørgsmål som blev rejst var om ”orden i papirerne” og om arv. bedemændene påpegede at deres erfaring sagde det at i vore dages mere komplicerede familiemønstre, med dine, mine og vores børn, er der brug for at man sikrer hinanden for at familien kan bestå og ikke gå fra hus og hjem ved et dødsfald!
Aftenen blev afrundet af Marianne Schmidt som opfordrede de fremmødte til at opsøge graver og præst med eventuelle spørgsmål som måtte opstå i fremtiden og til at gå en tur på vores smukke kirkegårde, bruge dem, som de skønne haver de også er, og måske benytte lejligheden til at overveje, hvordan skal det være når jeg, eller mine kære engang skal herfra.
Referat Kirsten Sønderby.