Mens spejderne rejste alterbord og kors og Jon lavede lydprøver med kor og musik, var himlen tung og grå. Men da gudstjenesten skulle begynde og de ca. 65 fremmødte havde sat sig til rette, brød solen frem.
"Septembers himmel er så blå" sang vi og det blev den!
Prædiketeksten var fortællingen om Jesus der møder den lamme ved Bethesda Dam
Og da brødet og vinen ved nadveren blev delt ud, spillede organist Jesper Allin, på klaveret, og Ib Brogaard Andersen på bratsch, den smukke melodi fra sangen "The Rose"
Efter gudstjenesten blev der tid til en snak og hyggestund, nogle havde medbragt frokost, andre nøjedes med kaffe og en sludder.
Prædiketeksten:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem.
Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet.
Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af.
Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.
« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.
" Han svarede dem: "Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet.
Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.
Joh 5,1-15
14.s.e.trin’12
Første del af dokumentaren ”Undskyld vi er her” løb over skærmen i torsdags. I programmet møder vi tre yngre kvinder med Downs syndrom. De bor i små lejligheder på en institution og fortæller i programmet om deres liv og de tanker og drømme de har. En af dem, Maria, havde i modsætning til de to andre ikke nogen kæreste. Det havde hun ikke lyst til fortalte hun, for hun var blevet såret nogle gange. Og så var der det ved det at hun ikke ville have hvem som helst, for i den fantasiverden hun nogle gange levede i, der var hun ikke handicappet og hendes kæreste lignede en blanding mellem John Travolta og Leonardo di Caprio, forstået på den måde fortsatte hun, at han skal have charme selvtillid og lækkert hår… og, tilføjede hun så, så skal han kunne ta’ mig som den jeg er.
Nogen gange blev Maria så vred og frustreret at det eneste der hjalp det var at meditere eller danse vreden ud.
Det er svært at holde sammen på sig selv, når man lever i to verdener.
En verden hvor man er rask, smuk og sikker, og en verden hvor man har Downs, eller lever med et andet handicap eller en kronisk sygdom, eller helt enkelt bare ikke kan li’ sig selv som den man er.
Manden ved dammen som jeg læste om lige før; Han er lam. Det har han været længe, faktisk har han ligget ved dammen i 38 år og håbet at kunne ændre på virkeligheden. I 38 år har han levet i to verdener, en verden hvor han var en stakkels lammet mand, der ikke havde nogen til at hjælpe sig i vandet og derfor aldrig kom først i det helbredende vand, som åbenbart var ligeså ubarmhjertigt et fænomen som skæbnen selv. Der var kun helbredelse for den første.
Og samtidig tydeligvis i en anden verden, en verden hvor det i morgen nok ville lykkes at komme først i og så, så skulle han leve de raske og frie og sikres liv. En drømmeverden.
Den lamme mand har ikke givet op, det eneste han kan tænke på er at komme hen til dammen hver morgen, for så må det lykkes. Han har ikke opgivet håbet. Og det er dumt!
Jeg kendte engang en mand som fik en hjerneblødning. Han blev fra det ene øjeblik til det andet lammet i den ene side af kroppen og efter en periode på hospitalet måtte han flytte på plejehjem.
Men han accepterede det aldrig. Han boede kun midlertidigt på plejehjemmet sagde han. Han ville snart få det bedre og komme hjem. Så derfor beholdt han sit hus og lod sin bil blive stående i garagen. Hans børn og naboerne blev sat i gang med at passe blomster og slå græs, male vinduer og beskære æbletræer.
Årene gik, børnene spurgte om ikke huset skulle sælges, de ville da hellere besøge ham end bruge tiden på at slå græs i et hus som han aldrig ville få brug for. Da blev han så vred på dem at han råbte. ”Jeg kommer hjem, fatter I ikke det? I vil berøve mig mit hjem” plus en del andre temmelig grimme beskyldninger. Nu ser han ikke mere så meget til dem. Huset forfalder, bilen står på flade dæk i garagen, men han sidder stadig på sit plejehjem og håber.
Håb kan være så forbandet. Håb kan holde et menneske fast i at leve mellem to verdener, selv når alle andre kan se at det er håbløst.
Men hvordan bliver man løst fra sit håb. Og kan man opgive håbet om at blive rask, eller normal, eller en anden, uden at opgive sig selv og sit liv?
Det er i hvert fald muligt at blive rask, normal og en anden uden at blive sig selv og få et menneskeligt liv på den kærlige og ordentlige måde. Mirakler sker jo, det hører vi da af og til og i vores tid, hvor mennesker har så mange muligheder for at omskabe sig selv, blive smukkere, få større bryster eller dope sig til hurtigere tider på cyklen kan man jo næsten blive til hvad som helst. Men spørgsmålet er om det så også betyder at man dermed bliver et mere helt og godt menneske? Det synes jeg ikke der er meget der tyder på….
Hvis min bekendt på plejehjemmet virkelig fik det bedre og blev i stand til at flytte hjem, ville han så blive et rarere og mere omgængeligt menneske, ville han sige undskyld til sine børn og bede dem komme tilbage så han kunne vise dem sin kærlighed. Jeg tvivler faktisk, jeg tror han i stedet ville sige, kan I se hvad jeg sagde, alle sammen. Jeg fik ret!
Så hvad er det vi vil ?
Manden ved Bethesda dam ville være rask. Og han havde ikke opgivet håbet om at blive det. Da Jesus spørger ham ”Vil du være rask” svarer han ”Jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig i, og så kommer der hele tiden en anden før i en mig” Underforstået, ja!; og en dag skal det nok lykkes og folk kunne da også bare tage og hjælpe mig lidt, i stedet for bare at tænke på sig selv.
Og så gør Jesus ham rask, han kan rejse sig, efter 38 år på sin båre, samle samme båre op og gå omkring. Han kan endda gå hen til Jesus fjender og fortælle dem at det var Jesus der sagde at han skulle bære rundt på sin båre, på sabbatsdagen, hvor folk kan få verbale bøder for at lave noget som helst.
Han er den samme ynkelige mand, nu er han bare fysisk rask. Han er stadig lige dum. Og det selvom Jesus siger det helt ligeud til ham ”Nu er du blevet rask, synd ikke mere for at der ikke skal ske dig noget værre”
Sådan er det med Guds kærlighed, den virker ikke altid. Den får ikke altid mennesker til at se på verden og hinanden som Guds gave. Selv ikke når vi får det hele serveret på et sølvfad.
Og sådan må det også være, for hvis Guds kærlighed virkede hver gang, så var den ikke kærlighed men magt.
Det er hårdt at leve i to verdener. Virkeligheden med dig som den du er og drømmeverdenen hvor du er en anden. Vores virkelighed og vores flugt fra den. Det slider os op at leve sådan, så vi ikke har kræfter til at være mennesker for andre. Og det er det værste.
For et menneske blandt andre, det er det vi altid må og skal være. Om vi er raske eller syge, normale eller unormale. Pæne eller grimme.
På torsdag skal jeg se næste afsnit af ”Undskyld vi er her” Jeg skal se hvordan det går med Maria. Jeg har set i foromtalen at hun bliver gode venner med en ung fyr, hun møder. Om han har charme, selvtillid og lækkert hår og ligner John Travolta eller Leonardo di Caprio ved jeg ikke endnu, men hvis hun falder for ham og han for hende, så håber jeg det er fordi han kan ta’ hende som den hun er, og fordi hun får modet til at være sig selv, med Downs og det hele.