1. marts sender Vester Nebel sogn frivillige indsamlere på gaden ved den årlige sogneindsamling. Det sker i en tid, hvor verdens fattigste presses hårdt af stigende fødevarepriser.
Daglig, udmarvende sult er en livsbetingelse for 850 millioner mennesker kloden over. Sulten påvirker mennesker fysisk, mentalt og åndeligt. Sulten gør det umuligt at leve et aktivt liv. Et underernæret barn kan hverken lege eller lære.
Er barnet underernæret gennem længere tid, tager både hjernen og immunforsvaret skade.
Bekæmpelse af sult har været en kernesag for Folkekirkens Nødhjælp i næsten 100 år. Derfor har Sogneindsamling 2009 fokus på sult.
- Vi ønsker en verden uden sult. Derfor sender vi indsamlere på gaden den 1. marts, siger indsamlingsleder Knud Erik Nielsen i Vester Nebel sogn.
-Sidste år nåede vi ud til omkring 50 procent af gadedørene i sognet og samlede 3089,25 kroner ind. I år håber vi at give endnu flere mennesker mulighed for at gøre verden til et lidt bedre sted.
Vær med i kampen for en verden uden sult! Meld dig som indsamler den 1. marts hos Knud Erik Nielsen på tlf. 40576548 eller e-mail: kemak(at)edb.dk
Ved sogneindsamlingen i 2008 fik de 11 indsamlere i Vester Nebel sogn 3089,25 kroner i bøsserne.
På landsplan samlede 20.000 frivillige indsamlere 15 millioner kroner ind til kampen mod aids.
http://www.noedhjaelp.dk/